Liv & Minder

Kristian Risgaard Miltersen - udnævnt til professor

Lektor Kristian Risgaard Miltersen fra Institut for Virksomhedsledelse på Odense Universitet er blandt et internationalt felt af ansøgere blevet udvalgt og ansat som "Den Danske Bank-professor". Stipendiet fra Den Danske Bank giver Miltersen arbejdsro til hans forskning i finansteori, Den 33-årige Kristian Risgaard Miltersen er kandadat fra Aarhus Universitet og og ph.d. i økonomi fra Odense Universitet. Han har desuden studeret og forsket ved uníversitetet i Bonn samt ved tre amerikanske universiteter, senest indtil juli 1997 ved Cornell University i staten New York, 
Miltersens forskningsområde er en af de mest komplekse problemstillinger inden for finansieringsteori. Den relative prisdannelse på obligationer med forskellig løbetid er et aktuelt emne, fordi  modellen til prisfastsættelse er et meget vigtigt redskab til at styre den øgede renterisiko, der har været i de senere år for både finansielle virksomheder og almindelige erhvervsvirksomheder.
(Den Danske Bank. Aktionærnyt. Marts 1998)

Peter Bro Miltersen - udnævnt til professor

Peter Bro Miltersen, 42 år, er udnævnt til professor i matematisk datalogi ved Datalogisk Institut pr.1.januar 2009.
Peter Bro Miltersens forskning dækker en bred vifte af områder - deriblandt kombinatorik. datastrukturer, beregningsmodeller, kompleksitetsteori og algoritmisk spilteori. I øjeblikket leder han Centret for Algorithmic Game Theory som er finansieret af Tuborgfondet.
Peter Bro Miltersen blev i 1993 ph.d. fra Aarhus Universitet. Efter ophold som postdoc ved University of Warwick og University of Toronto vendte han i 1996 tilbage til Aarhus som lektor.
(Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet, 14.januar 2009)

                                         

Grundfør Mølle - og Hinnerup

Fredag 1.februar 1944 flyttede familien Miltersen fra Skive ind i huset ved Grundfør Mølle. Familien bestod af ægteparret Jens Christian og Stinne og deres to drenge; Preben på 9 år og Kaj Ove  på 12 år.
For os alle fire var det en usædvanelig ændring af vor hidtidige tilværelse. Vi kom fra en bylejlighed på ca. 60 kvadratmeter på 1.sal i en etageejendom med i alt 6 lejligheder. Vi rådede der over 2 værelser og et køkken og havde adgang til det fælles wc i kælderen. Og nu kunne vi brede os over hele stueetagen i møllens beboelsesejendom: 2 store stuer, 1 soveværelse, 2 børneværelser, køkken med husholdningskælder og en rummelig entre med indbyggede skabe. Dertil kom wc, rullestue, vaskehus og adgang til at benytte et værelse i møllens ladebygning og ikke at forglemme den store have. Det boligareal, som vi nu havde til rådighed, var over 200 kvadratmeter.
Huset, der af den lokale befolkning blev omtalt som direktørboligen, var bygget omkring 1920, den dåværende ejer af møllen, Carl Jensen, der desuden havde ejet Grundfør Møllegård og var en kendt hesteavler, ønskede at bo standsmæssig, så han byggede en to-etagers patriciervilla. På et senere tidspunkt konstaterede man, at huset sank en smule på grund af den bløde bund, og man forsøgte så i begyndelsen af 1930'erne at stabilisere bygningen ved hjælp af store jerndragere i forbindelse med en tilbygning på den vestlige gavl. Da vi boede der, kunne man se par store revner i facaden ud mod vejen, og selv om man havde foretaget en opretning af gulve, der var begyndt at hælde, var gulvet i den største af stuerne alt andet end vandret.



For os var det alligevel en ønskebolig, og al denne herlighed var en del af min fars løn som nyansat møllemester. Dertil kom, at vi nu fik telefon, der efter vor opfattelse var en uhørt luksus, som kun de mest velstillede af min fars gifte søstre havde på det tidspunkt. Baggrunden for min fars ansættelse var det kendskab, møllens direktør Jeppe Hansen Nielsen havde til min far fra sin tid som direktør for Skive Vester Mølle, hvor far arbejdede i 1930'erne. Møllen i Skive blev nedlagt i 1938, og far havde i årene 1939-42 arbejdet på Grundfør Mølle, der var blevet købt af direktørens firma Skandinavisk Kornimport A/S.
Vi boede i disse krigsår fortsat i Skive, og far kom kun hjem om søndagene, men boede til daglig (værelse med pension) hos slagtermester Sørensen i Søndergade, Hinnerup. Det var en belastende tilværelse for familien. Vi følte os splittet, og det var ikke altid let for mor til daglig at være alene med to drenge, der kun så deres far om søndagen. Besættelsestidens uregelmæssige toggang var dertil også belastende for far, så han sagde sin stilling op på Grundfør Mølle i 1942. Men sidst i 1943 kom så en henvendelse fra direktør Jeppe Hansen Nielsen med tibuddet om en stilling som den daglige arbejdsleder på møllen. En god løn og fribollig var fristende, og en arbejdsplads beliggende sammen med bopæl følte far og mor ville give vores familie betingelserne for en mere tryg og harmonisk tilværelse end den, vi hidtil havde haft i Skive.
Det blev en glad oplevelse for Preben og mig at komme til vort nye hjem. vi var oprømte og kunne næsten ikke fatte. at vi nu fik så megen plads, og mens mor og far satte møblerne på plads, besigtigede vi herlighederne og udtrykte vor oprigtige begejstring, da vi senere sammen med far blev præsenteret for møllens bygninger, der jo ikke alene var til fremstilling af mel, men også omfattede den ret store landbrugsbygning med plads til heste, køer og svin samt et stort kornlager. At dyreholdet på det tidspunkt ud over mange duer kun omfattede en enkelt hest, tænkte vi ikke så meget over den dag- Vi glædede os til hverdagen i vort nye hjem.
Specielt for mor blev det en ny tilværelse, idet hun nu blev hjemmearbejdende husmoder. Mor og far var blevet gift i 1928, men hun var allerede i 1923 som 17-årig blevet ansat som arbejderske i poseafdelingen på Schades Papirindustri i Skive, hvor hun arbejdede indtil nu, hvor vi flyttede til Grundfør Mølle. Hun havde siden hun blev gift, drømt om at være i det mere traditionelle ægteskab sammen med sin familie og ikke bestille andet. Hun satte pris på at lave mad og især bage. Hun indtog nu det store køkken, og hun vænnede sig hurtigt til at bruge køkkenets store komfur. Efter få års forløb udskiftedes det forøvrigt med et flaskegasanlæg. Mor var nok den, der satte størst pris på sin ændrede tilværelse, for selv om lejligheden nu var større, var hendes samlede arbejdsbyrde mindre, når hun ikke længere skulle af sted i 8 timer hver dag til et lokalt arbejdsjob. Hun nød at forkæle far og os. Et nyt indslag i fars tilværelse indførtes, så hver formiddag fik han serveret 2 spejlæg og bacon sammen med datidens kaffedrik - kaffeerstatning!
Vi fik en meget venlig modtagelse af møllens direktør, der med sin familie boede på Frederiks Alle i Århus. De ansatte ud over min far var møller Mads Madsn, der med sin kone og sønnerne Knud Erik og Jens Jørgen boede i lejligheden på 1.sal i møllervillaen, Søren Brandt, der var møllens chauffør, Kristian Knudsen, hvis hovedopgave var landbruget (hovedsagelig lidt markarbejde) samt lagerarbejde på møllen og kontordamen Signe, der klarede telefonpasning og udskrivning af fakturaer og regninger. Normalt kom direktøren med toget til Hinnnerup midt på formiddagen, spadserede fra stationen ud til møllen, og vendte så tilbage til Århus midt på eftermiddagen.
Den første af vore nye naboer, der hilste på os, var Møllegårdens ejer, Carl Laursen, der bød os velkommen og fortalte, at vort naboskab ville blive kort, idet han snart med sin familie skulle flytte til Galten, hvor han havde købt en  anden gård. Møllegården var solgt til De forenede Teglværker´, der ville etablere et teglværk på gårdens jorde. Der havde før været et teglværk på gården. Indtil genetableringen heraf skete, blev gården drevet af en forpagter. Den første blev Bent Spanner fra Skjoldelev,, der blev vores meget sympatiske nabo, og som vi fik næsten daglig kontakt med, især i kraft af Prebens hyppige besøg på gården. Hans fremtidsdrøm var at komme til landbruget, og selv om Spanner ikke mente, at der var nogen særlig lys fremtid for dette fag, begyndte Preben efter konfirmationen i 1948 sin ungdomstilværelse som tjenestekarl på Møllegården. Efter et års forløb fik han dog andre planer, og han fik så en læreplads hos smedemester Hans Pedersen, Søften og blev udlært vogn- og beslagsmed. Spanner forlod selv landbruget og blev efter sin forpagtertid på Møllegården ansat ved fængselsvæsenet med tjenestested på Kragskovhede i Vendsyssel. 
Far var skaptisk med hensyn til Grundfør Mølles fremtid. Han havde på sin egen krop oplevet, at rationalisering og stordrift kvalte de små møller. Mere og mere blev melproduktionen varetaget af de større valsemøller i havnebyerne. Aktieselskabet, der ejede Grundfør Mølle, havde to andre store og moderne industrimøller<: Toldbomøllen i København og Svendborg Dampmølle. Man kan undre sig over, at selskabet sent i 1930'erne havde erhvervet Grundfør Mølle, der var en vandmølle - kraft leveret af to turbiner 25 hk og 10 hk - med en relativ afsides beliggenhed både hvad angår leverancen af købt korn og afsætningen af melet. I 1944 var hovedproduktionen rugsigtemel og aftageren var først og fremmest rugbrødsbageriet ved Magdalenemøllen i Kongsvang, Viby. Selv om møllen var forsynet med et moderne valseværk til fremstilling af hvedemel, vsr møllens produktion ikke særlig stor, og den blev afsat til et engros firma i Århus. Hvede avlet i Danmark havde normalt ikke en særlig god bagekvalitet, og på grund af krigen kunne man ikke indføre udenlandsk korn af bedre kvalitet, så derfor var produktionen af hvedemel ret beskeden. Affaldsproduktet fra formalingen af mel, klid, blev solgt til foderbrug til lokale landmænd, der selv afhentede det på møllen. 



To gange om ugen kørte møllens lastbil mel til Magdalenemøllen, og Preben og jeg fik på skolefridage muligheden for at komme med. Vi satte pris på disse gratis Århus-ture. Lastbilen var forsynet med krigstidens energikilde, en gasgenerator, der var monteret bag på bilens førerhus, og hvori man fyrede med bøgebrænde. Tage Knudsen, der afløste Brandt som chauffør, huskede ikke altid at få fyret generatoren tilstrækkeligt, inden turen startede med et læs rugmel, og en gang, jeg var med, havde bilen stort besvær med at komme op af den stejle Skejby bakke. Vi sneglede os af sted med det store læs, og motoren begyndte at hakke. Tage bad mig holde rattet, og han sprang så ud af bilen, tog sækken med bøgebrænde og fyrede i "kakkelovnen", alt imens vi fortsatte kørselen, godt nok i sneglefart - men alligevel!   
Både i mors og fars familier, der så godt som alle var selvstændige landmænd med større eller mindre brug, havde Indre Mission en stor betydning for deres tilværelser. Far var ud af en søskendeflok på 9, og han var den første i sin familie, der "udvandrede" fra land til by. I Skive havde han sammen med mor deltaget i IM-bevægelsens arbejde, især i KFUM og K og i Arbejdernes Bibelkreds. I Hinnerup var der næsten ingen arbejdere tilsluttet Indre Mission, så mor og far følte en vis usikkerhed ved mødet med nye trosfæller. Men de fik en åben og hjertelig modtagelse af bl.a. missionær Peder Jensen. skæddermesterparret Hulgaard, tømrermester Skouhus og tidligere isenkræmmer Peder Knudsen. Mor og far knyttede sig dog mest til de jævnaldrende Dagny og Johannes Laustsen, der med deres fire døtre boede i det lille vogterhus ved den da eksisterende baneoverskæring i Vestergade. Johannes var banenæstformand, og Dagny og han stammede fra Skiveegnen - hvilket ud over deres fælles tro spillede en stor rolle for venskabet mellem de to familier. 
Preben og jeg havde i Skive gået i søndagsskole og deltaget i KFUMs børne- og ungdomsarbejde, og et sådant eksisterede ikke i Hinnerup i 1944. Mor og far tog os med til aftenmøderne i missionshuset - møder, der var lange og kedsommelige og lidet forståelige. Ret hurtigt indså de, at vi nok havde mere glæde af at blive hjemme. De lagde aldrig pres på os, for at vi skulle fortsætte deres tilhørsforhold til IM. De tilhørte ikke den fløj af IM, der var præget af de strengeste moralbegreber, men alligevel var f.eks. kortspil og dans i deres øjne syndig, og her oplevede de, at Preben og jeg var i opposition - dog ikke voldsom og dramatisk, som det oplevedes i mange IM-hjem. 
For mor og far var det en selvfølgelighed, at vi i vores familie ikke måtte arbejde om søndagen. Det tredie bud om at komme hviledagen i hu skulle efterleves. Det kom bl.a. til udtryk i deres forhold til den store have, som var deres store interesse i fritiden. Havearbejdet skulle klares i hverdagen, og om søndagen var haven så stedet for samvær og kaffebord for familie og venner, Det blev næsten en fast rutine, at Preben og jeg hver lørdag skuffede og rev de lange havegange og sluttede af med at sætte haveredskaberne på plads i møllens redskabsskur, og her stod de så urørte indtil mandag morgen. 
At søndagen var en helligdag, blev også efterlevet på anden vis. Far var da aldrig i sit arbejdstøj, det hvide møllertøj. og normalt var mor og vi brødre også i det pæne søndagstøj - sådan kaldte vi det.
Samværet i haven om søndagen blev ofte suppleret med en spadseretur i den smukke Dybdal, som vi efter aftale med Møllegården havde tilladelse til at færdes i. Jeg erindrer de mange ture sammen med Dagny og Johannes Laustsen og deres fire piger. Vi mødte sjældent andre i dalen, så vi følte nok, at vi havde eneret til at færdes der.
Det første par år af vor Grundfør-tilværelse cyklede vi alle 4 ofte om søndagen på ture i omegnen. Flere af turene blev gentaget. Det gælder bl.a. heldagsturen ad "Linen" til Frijsenborg Slot og tilbage over Pøt mølle, Skjød, Vitten. Haldum, og Haar. Cykeldæk var i de år en mangelvare, men en cykelhandler fra Randers, der fiskede i Lilleåen ved vores have, sørgede for, at vi ikke havde det problem. 



Møllen lå i Grundfør-Spørring kommune tæt på Haldum sogn, og grænsen dertil lå lige uden for vore vinduer. Prebens og min skolegang skulle foregå i Grundfør, men da jeg havde været elev i 1.mellem i den kommunale mellem- og realskole i Skive, blev det i stedet Hinnerup Realskole. Her skulle der betales skolepenge, og der var udgifter til skolebøger og materiel. Der var dog mulighed for en hel eller delvis friplads samt et tilskud til skolebøgerne. Mor og far så helst, at Preben og jeg kunne følges ad i skole, så Preben blev også indmeldt i realskolen i dens underskole. Jeg erindrer ikke, at udgifterne til vores skolegang var særlig belastende for vores families økonomi.
Skolegangen betød nye venner for Preben og mig. Erindringen om dem knytter sig i høj grad til fødselsdagene - hos dem og hos os. Drenge dengang inviterede kun drenge. Sådan gjorde vi i Skive, og sådan fortsatte det også nu, men traktementet skulle være anderledes - til overraskelse for min mor, der i Skive kunne nøjes med en eftermiddagsservering bestående af sodavand eller saftevand og hjemmebag (helst lagkage med flødeskum). men nu måtte hun følge den lokale skik ved børnefødselsdage: at der også blev serveret aftensmad hos fødselslaren. Mor lavede en ret med sur og sød sauce, der blev serveret ved hver drengefødselsdag. Den blev populær, så min skolekammerat Henry Preuthun engang, da jeg inviterede ham. drillende svarede, at han kun kom, hvis vi fik min mors sur og sød sauce.
Møllens område var et spændende legested selv for drenge, der nærmere sig konfirmationsalderen. Selve møllen var selvfølgelig ikke legeområde for drengegæsterne. Dog gav far os lov til i et passende tidsrum ved hver fødselsdag at bruge lagerbygningens sliske som rutsjebane. Slisken gik i zigzag gennem bygningen og brugtes til transport af de fyldte sække med mel eller klid. Den var meget glat, og også mange voksne nød en herlig rutsjetur.
Mølledammen betød meget for Prebens og mine fritidsaktiviteter. Her kunne der fiskes, især gedder, og vi havde megen glæde af at sejle i en tomands kajak. Ålefiskeri var fars gebet, og han havde et særligt fangstredskab ved indgangen til møllens turbiner, hvor han fangede mange levende ål, der var mudrede, men de blev så anbragt i rindende vand i hestestalden til afmudring.
I besættelsestidens sidste tid 1944-45 oplevede vi sabotagen et par gange, bl.a. på jernbanen ved Haraldslund. I denne periode var der tyske soldater, der fungerede som vagter på banen, og nogle af disse var primitivt indkvarteret i møllens hestestald. Jeg husker, at også realskolens gymnastiklokale en tid var "besat" af tyske soldater, der var sabotagevagter på banen. Befrielsesaftenen 4.maj fejrede vi jublende sammen med naboer, og vi oplevede på afstand ikke mindre glade tyske soldater, der udtrykte deres glæde over freden med en ret stor indtagelse af spiritus. 
Året efter - i 1946 - flyttede vores overboere, familien Madsen, idet Madsen blev møllermester på Kollerup Mølle i nærheden af Hadsten, og Preben og jeg kom til savne samværet med Jens Jørgen og især med Knud Erik, som vi dagligt fulgtes med til realskolen i Hinnerup. Knud Erik var efter skolebestyrer Karl Vejlbys udsagn et af de største fremmedsprogstalenter, der havde været elev på realskolen. Da familien flyttede, gik Knud Erik i 3.mellem, og foruden det skolelærte engelsk og tysk, havde han lært sig selv ved bøgers hjælp spansk og esperanto. Han havde svært ved at forstå, at hverken Preben eller jeg kunne dele hans store sproginteresse. Mine yndlingsfag var således historie og matematik. Knud Eriks senere universitetsuddannelse førte frem til et mangeårigt virke som lektor ved handelshøjskolen i Århus og et omfattende forfatterskab af lærebøger i bl.a. spansk.
Lejligheden på 1.sal kom ikke til at stå tom ret længe, idet familien Haustein flyttede ind i august samme år. Willi Haustein var blevet optaget som partner i firmaet - han brugte selv udtrykket interessent. Han udvidede møllens virksomhed til også at omfatte halmeksport, især til Schweiz. Halmen opkøbte han på de store gårde i området, og den blev så sendt via jernbanen til de udenlanske købere. Nøjagtig et år blev møllen præget af hans meget aktive og dygtige handelstalent, men da han var skeptisk med hensyn til møllens fremtid, søgte han nye græsgange i Sønderjlland sammen med sin familie.
Vi oplevede i det år et hyggeligt samvær med familien Haustein. De var alle fem ligefremme, usnoppede og meget selskabelige. Vores lillebror Niels Peder blev født i februar 1947 og blev af Hausteins nærmest betegnet som et familiemedlem, som fru Haustein og datteren Ruth kappedes om at forkæle.



Et skoleskift kan være svært, og jeg oplvede da også, at min skolegang i Hinnerup blev ret anderledes end i Skive, hvor de fleste lærere ikke havde så høje mål for indlæringen af viden som lærerne på Hinnerup Realskole. Lærerne i Skive havde desuden et afslappet forhold til, om man var flittig eller ej, og var ikke så optaget af, om man kunne afslutte skolegangen med et pænt eksamensbevis. Jeg følte, at jeg kom fra en hyggeskole til en terpeskole. Kundskabsindlæringen var det primære på Hinnerup Realskole, og trivsel kom i anden række. I de lidt over 4 år, jeg gik på Hinnerup Realskole, oplevede jeg ikke megen trivsel. Pædagogikken og undervisningsmetoden var ret fantasiløs og ensformig. Stort set hver undervisningstime var skåret over samme læst: først enkeltmandsoverhøring af lektien, og derefter lærergennemgang af den nye lektie. Sådan underviste skolens 5-6 lærere - mere eller mindre. Kun af og til formåede nogle af dem at bryde det stive mønster. Her erindrer jeg således bl.a. Svend Bang Thygesen, der var en var fremragende fortæller af såvel Danmarks- som Verdenshistorie, og Agnes Laursen for en grundig og inspirerende gennemgang af vore danske stile. Skolebestyrer Karl Vejlby var cand.theol. og havde især en omfattende viden inden for såvel dansk som udenlandsk litteratur, men hans pædagogiske evner var mildt sagt ret beskedne. Vi fik alle en ret hårdhændet behandling, som mærkelig nok blev accepteret af skolens forældre. Skyldtes det, at det var eneste lokale mulighed for fortsættelse af folkeskolens undervisning?
Det siges, at unge vælger læreruddannelsen, hvis de er inspireret af dygtige lærere. Mon ikke også det kan være det omvendte? Jeg vil hævde, at vi 4 af de 10, der bestod realeksamen i 1948, og som senere blev lærere, blev det snarere, fordi vi tænkte og troede på, at det kunne vi gøre bedre uden den pædagogik, vi oplevede på Hinnerup Realskole.
Efter at have bestået realeksamen i 1948 blev jeg optaget på Århus Katedralskole og fik nu et indblik i, hvordan mine klaasekammerater, der kom fra andre private realskoler var forberedt til gymnasieundervisningen. Da måtte jeg godt nok indrømme, at det grundlag, jeg havde erhvervet på Hinnerup Realskole var bedre end det, de fleste andre mødte med. Man kunne måske tro, at Århus Katedralskole stadig var Grundtvigs "sorte skole". Sådan blev det ikke for mig. Tværtimod oplevede jeg tre lykkelige gymnasieår med fagligt dygtige lærere, der tilstræbte at give os et skoleliv præget af tillid og respekt for den enkelte interesser og udvikling, og det foregik i et venligt og afslappet miljø. Den "sorte skole" oplevede jeg i Hinnerup og absolut ikke i Grundtvigs "sorte skole" i Århus.
I 195 bestod jeg matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen efgter tre års daglige togrejser mellem Hinnerup og Århus. Skønt Hinnerup da havde ca. 900 indbyggere, var det ikke hvert år man kunne møde en nybagt Hinnerup-stident, men det år kunne man endda møde to - pudsigt nok begge med tilknytning til Grundfør Mølle, Ud over undertegnede var det Grethe Jensen, der var sønnedatter af den tidliere ejer og da afdøde Carl Jensen.
Min interesse for politik blev styrket af undervisningen i gymnssiet og ikke mindst i dets elevforening Heimdal. Interesse havde jeg haft allerede i skoletiden i Hinnerup, og jeg kan huske, at lærer Aage Helbo, da jeg gik i realklasen, godmodigt drillede mig med mine socialdemokratiske synspunkter. Da jeg fyldte 18 år, fik jeg som fødselsdagsgave indmeldelse og betaling af et års kontingent til Socaildemokratisk Forening i Hinnerup. Giveren var en moster, der bestemt ikke var socialdemokrat, men som syntes, at hendes nevø skulle præmieres for sin samfundsinteresse. Samme år blev jeg medlem af den lokale afdeling af Danmarks socialdemokratiske Ungdom, og året efter blev jeg dens formand. I det sidste par år af mit ungdomsliv i Hinnerup engagerede jeg mig ivrigt i det lokale arbejde i arbejderbevægelsen, og når jeg tænker tilbage, erindrer jeg med glæde de mange læremestre. der i Hinnerup indførte mig i praktisk socialdemokratisk politik og organisationsarbejde: Niels M.Boeries, brødrene Bennekov, Christian Wulf, Jens Pedersen og ikke mindst Dora og Rasmus Sørensen.
I 1950 ophørte Grundfør Mølle sin melproduktion og blev overtaget af "Ferm", producenten af vaskemaskiner i Ulstrup. Vi flyttede da til Hinnerup og boede til leje hos skræddermester Christian Christensen, Storegade 40. I 1951 flyttede jeg så hjemmefra til arbejde og uddannelse i Århus. Jeg var da ikke helt afklaret, hvad jeg ville uddanne mig til. Skulle det være politik, eller skulle det være undervisning?
De 7 år på Grundfør Mølle og i Hinnerup er tidsmæssigt under en 1/10 af mit liv, men de fylder langt mere. Det var teenage-årene - en særlig vigtig tid for udvikling og modning.
Kaj Ove Miltersen.
(Fra Årshæfte. Støtteforeningen for Hinnerup Egnsarkiv. 2008)