Kristiane og Jens Miltersen

'Rønbjerg-rakkere, Kisum-kæltringer og Estvad-tyveknægte.' Så respektløst og nedladende omtalte Skiveegnens folk i tidligere tid beboerne i de tre landsbyer i den gamle Estvad-Rønbjerg kommune. Jeppe Aakjær var efter sigende den egentlige ophavsmand til denne karakteristik, som disse landsbyers jævne mennesker fandt ubehagelig og sårende. Ved kommunalreformen i 1970 blev Estvad-Rønbjerg sammen med andre landkommuner sammenlagt med Skive kommune.

Folmentoft ligger længst mod nord i Estvad sogn meget tæt ved Skive by og ikke langt fra det gamle herresæde Estvadgård, hvorfra der i 1930'erne skete en udstykning til mange husmandsbrug, så Folmentoft fik en række nye naboer. Før den tid havde mange af egnens unge kunnet tjene en ekstra skilling på Estvadgård som medhjælpere i perioder med spidsbelastninger i landbrugsarbejdet - især når der skulle høstes. I årene omkring 1880 deltog datteren på Folmentoft, Kristiane Godsk, flere gange i høstarbejdet på Estvadgård, og det var her hun traf Jens Miltersen, der sammen med andre unge fra fiskerlejet Fjand i Sdr.Nissum ved Vesterhavet drog den lange vej østover til Estvad for at supplere deres beskedne udkomme ved fiskeriet med løn for det strenge høstarbejde.

Nørre Harbogaard, Fjand

Den 3.nobember 1883 blev de to viet i kirken i Jens's hjemsogn Sdr.Nissum. Forlovere var brudens far og Niels Andersen fra Fjand.

Kristiane var født på Folmentoft 5.juni 1862 som datter af gårdmand Niels Pedersen (kaldet Godsk) og hustru Mette Jensdatter, og Jens var født 5.august 1856 på Harbogaard i Fjand som søn af gårdmand og strandfoged Milter Jensen og hustru Ane Jensdatter.

Efter giftermålet overtog Jens Harbogaard og hvervet som strandfoged efter faderen, men efter et par års forløb flyttede det unge par og overtog Kristianes fødehjem Folmentoft.Kun de to ældste af børnene fødtes i Fjand, mens de øvrige syv fødtes i Estvad. Familien levede som de fleste landbrugere et slidsomt og nøjsomt arbejdsliv, som den store børneflok - 7 piger og 2 drenge - tog del i. Livet på Folmentoft blev præget af de mange års børnefødsler - der er en aldersforskel på over 21 år mellem den ældste Ane og den yngste Jenny. Datidens mange børnedødsfald og dødfødte børn blev også en barsk virkelighed for Kristiane og Jens, idet ud over de 9 fødte Kristiane to drenge, der døde som små, den ene som 3-årig og den anden som 4-årig. De måtte dertil opleve sorgen  ved at begrave 2 dødfødte børn.

I ægteskabets første tid havde Kristiane længtes hjem til Folmentoft med det mildere klima end Harbogaards barske vejrlig, og selv om Jens's arbejde først og fremmest var gårdens landbrug, var hans fiskeri og ophold på havet en væsentlig del af hans liv, og hun frygtede for hans liv, når Vesterhavet viste tænder. Derfor var hun lykkelig, da de fik mulighed for at overtage hendes barndomshjem.

Nu blev det Jens, der længtes. Fiskeriet og livet på havet var nu slut for hans vedkommende, og det blev et savn, der kom til at præge hans tilværelse, idet hans interesse for landbrugsarbejdet ikke var så åbenbar som Kristianes. Hun var en stræbsom slider, der ikke gik af vejen for byrdefuldt markarbejde, mens Jens bedst trivedes i den daglige dont med husdyrene, som blev passet og plejet mønstergyldigt.

Der gik ry om gårdens høje staldhygiejne, og efterhånden blev Folmentoft leverandør af hjemmekærnet smør til velhaverhjem i Skive. Jens satte pris på, at der var orden i sagerne, og han satte en ære i, at hus og have tog sig ordentlig ud, så mødding og gårdsplads blev ekstra opryddet, og havegange skuffet og revet før hver søndag.

Kirstine, Jenny og Marie Miltersen

Jens var udadvendt og var meget vellidt af naboerne, som han især fortalte om sit ungdomsliv som fisker ved Vesterhavet. Også børnene oplevede ham som en veloplagt fortæller, og de var meget betaget af hans evner som vejr-spåmand - en egenskab han havde bragt med sig fra sin fortid som fisker.

Kristiane var mere end Jens forbilledet for børnenes arbejdsforpligtelse.  Døtrene især blev opdraget til at blive dygtige og påpasselige landhusmødre, og da de kom i den giftemodne alder, lagde hun ikke skjul på, at hun satte pris på, at de som ægtemænd valgte solide og flittige gårdmænd. Skulle man have et råd om landbrugsdriften og økonomien gik man i øvrigt oftere til Kristiane end til Jens, der selv henviste de rådsøgende dertil med et 'Spørg Kristiane - det har hun forstand på.'
Den ældste søn Niels Peder overtog Folmentoft i 1929, og da Jens døde den 27.februar 1930 følte Kristiane stadig, at det daglige arbejde stadig var en forpligtelse i hendes liv, og hun hjalp nu i de år, hun havde tilbage i husholdningerne hos flere af de voksne børn, dog mest de steder, hvor børneflokkene var store, men de økonomiske midler var små.

Sølvbryllup 1908 Øverst ses Niels Peder, derefter de fire ældste døtre Mathilde, Mette, Ane og Jensine. I midten Marie. Forrest ser forældrene Jens og Kristiane med Jenny mellem sig, og Kirstine og Kristian ved deres højre og venstre side.

2 år efter Jens's død, ramtes familien i 1932 af to tragiske dødsfald, idet sønnen Jens Peder døde 20.april fra kone og fire børn, og svigersønnen Thomas Vad, gift med Jensine, døde 19.november. Jensine og Thomas havde 8 børn i alderen fra 2 til 17 år. Kristiane havde nu pludselig 12 faderløse børnebørn, og hun sørgede over, at hun ikke kunne gøre tilstrækkeligt for de to hjem.



Kristiane var flittig og utrættelig. Arbejdet adler - hun sagde ofte: "Der er flere, der keder sig ihjel, end der arbejder sig ihjel". Hun var en kærlig bedstemor, der i sine sidste leveår tog rundt og hjalp sine døtre i den daglige husholdning. Hun havde øje for, hvor hjælpen var mest nyttig og kærkommen, så det blev mest Jenny, gift med Godtfred Rusbjerg, hun boede hos og tog del i hverdagens slid. I sit sidste leveår gik hun i gang med at spinde garn af fåreuld, og hun opholdt sig da hos flere af sine døtre for at yde sit bidrag til deres behov for garn til de hjemmestrikkede sokker. Hun døde 18.november 1943, mens hun var hos datteren Mette og svigersønnen Niels Peder i Øster Lidegaard.

Jens og Kristiane ligger begravet på Estvad kirkegaard. Tidligere var det skik på mange vestjyske kirkegårde, at hvis den afdøde havde været bosat f.eks. i den vestlige del af sognet, så blev vedkommende begravet i den vestlige del af kirkegården. Folmentoft ligger som bekendt i den nordlige del af sognet, så deres gravsted er i den nordlige del af kirkegården tæt ved indgangen til kirken .De ældste af børnene af børnene blev gift og bosat i samme område af sognet, foruden Folmentoft var det Kisum Kærgård og Øster Lidegård, og børn og svigerbørn ligger begravet ved siden af Jens's og Kristianes grav.



1.generation efter Kristiane og Jens ( ~ gift med)
Ane Marie Miltersen (1883-1973) ~ Jens Christian Jensen (1878-1971)
Niels Peder Miltersen (1887-1932) ~ Alma Dueholm Pedersen (1898-1979)
Mette Miltersen (1889-1976) ~ Niels Peder Fly (1886-1951)
Mathilde Miltersen (1891-1968) ~ Karl Laursen (1891-1968)
Jensine Kristine Miltersen (1893-1977) ~ Thomas Kristensen Vad (1890-1932)
Andrea Marie Miltersen (1896-1985) ~ Magnus Balle Jensen (1898-1974)
Ane Kirstine Miltersen (1900-1991) ~ Jens Tanderup (1893-1982)
Jens Christian Miltersen (1903-1963) ~ Mette Kirstine Jensen (1906-1995)
Jenny Kristiane Miltersen (1905-1945) ~ Godtfred Kristian Rusbjerg (1901-1988)
De to drenge, der døde som små:
Milter Jensen Miltersen (1885-1888)
Jens Christian Miltersen (1898-1902)


Familiesamvær
De 9 søskende fra Folmentoft boede i nærheden af hinanden, og der var hyppig lejlighed til gensidige besøg. først og fremmest til  runde fødselsdage, barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser, men også familebesøg. hvor man udvekslede erfaringer fra det daglige arbejde med landbruget samt store og små problemer i familierne.  For børnene betød disse familiebesøg, at de fik hyppig lejlighed til være sammen med fætre og kusiner. Leg og boldspil var vigtige i børnenes deltagelse i familiefesterne.
For den næste familiegeneration var betingelserne for familesamværet ændret. Nu boede man længere fra hinanden, og nu var landbruget ikke længere det fælles livsgrundlag, idet kun et mindretal levede heraf. Og vi var blevet mange.
I 1975 lykkedes det at lave et familietræf i Skive med ca. 60 deltagere fra alle familiegrene. Senere har lignende møder været arrangeret i Rønbjerg, Høgild, Lureby (Jelling) og Fasterholt.

 
Det hidtil (2009) største antal deltagere var ca 125, der deltog i et familietræf hos Milta Rusbjerg i Lureby Grundlovsdag 5.juni 2001. Hovedparten af deltagerne ses på ovenstående foto. Siddemde i to forreste rækker ses nogle af de da ældste medlemmer af familien. I 1.række fra venstre: Edel Knudsen (med hvidt sjal), Marie Buskov, Kristiane Hansen. Aage Fly Hansen, Rigmor Larsen, Tage Miltersen, Ejluf Rusbjerg og Tove Kristiansen. 2.række fra venstre Leo Fly (mellem Marie og Kristiane), Henry Ørts, Emma Ørts. Jens Rusbjerg og Kaj Ove Miltersen. De er alle af 2.generation.  

Milta Rusbjerg inviterede igen til familietræf i Lureby grundlovsdag 2006. Rusbjerg-søstrene forberedte og gennemførte  en dejlig dag, som vi alle nød - børn som voksne. Bemærk familiebilledet denne gang - modsat billedet i 2001 - ses familiens yngste i første række.