Jens Miltersens aner - 4 x tipoldeforældre
4 x tipoldeforældre (8.generation)
Ane 176
JENS IBSEN der boede i Sønderklit i Husby sogn, skal ifølge aldersangivelsen ved sin død være født 1618 eller 1619, men hvor vides ikke. I matriklen 1688 opføres under Sønderklit by en gård med hartkorn 1 td. 7 skp. 3 fjdk. 2 alb., og denne var beboet af gamle Jens Ibsen og unge Jens Ibsen.
Anepar 210-211
GREGERS JENSEN SMEDEGAARD er født omkring 1600, og han døde 1670 og blev begravet Midfaste søndag. Han var gift med ZIDSEL NN der nævnes endnu 1663. Hun kaldes da Zidsel Gregers kone.
I matriklen 1688 opføres gården Smedegård med beboerne Christen og Axel Gregersen Smed. Hartkornet var 8 td. 2 skp. 2 fjdk., og gården ejedes af Timgård.
Ane 232
JENS HARBOE der var beboer af Harboegård i Sønder Nissum sogn, var antagelig gift med Karen Christensdatter, der er født ca. 1646. Hun døde 1726 og begravedes 31.marts.
Ane 236
CHRISTEN IVERSEN der var beboer af gården Amtkær i Husby sogn, er født 1639 eller 1640, og han døde 1722 hos sønnen Jens og begravedes 8.februar. Hans hustru, hvis navn ikke nævnes, døde 1703 og blev begravet 25.marts.
Christen Iversen er formodentlig identisk med den Christen Iversen i Kirkeby i Husby, som opføres i matriklen 1688 som fæster af en gård med 1 td. 2 skp. 2 alb. hartkorn. Denne gård ejedes af Rysensteen.
|